Dette var en annen bok jeg fikk på dansk i Aarhus. Engelsk tittel er «Facing Gaia», og dette er åtte forelesninger Bruno Latour holdt i februar 2013 i Edinburgh. De er nok skrevet litt ut i boka, og mener det var noe fra 2015 der også. Her er det en del spennende tankegods, og jeg tar vare på noen sitater.
Først litt om Bruno Latour. Han var et ukjent navn for meg inntil nylig, og døde i 2022. Han var fransk og både antropolog og sosiolog. I denne forelesningsrekke beveger han seg innom både filosofi og teologi også. Noen ganger kunne jeg nesten høre han som gammel mann fremme ved kateteret. Nå viser det seg at forelesningene også ligger på YouTube og som podcast. Så her er det mange veier inn til det samme stoffet.
Her er noen drypp fra boka:
… revolutionen allerede har fundet sted – i regi av Den Store Acceleration, hvis begyndelse er Antropocæn – og at de begivenheder, vi må tag livtag med, ikke hører fremtiden, men en nylig fortid til. De revolutionære aktivister vil blive forbavsede, når de indser, at uanset hvad vi gør i dag, vil truslen være hos os i århundreder, i årtusinder, fordi stafetten, der består av irreversible, revolutionære handlinger foretaget av mennesker, er blevet overtaget av havenes opvarmin, forandringerne av polernes alberdo og oceanernes tiltagende forsuring, og der er ikke længere tale om trinvise forværringer, men om katastrofale forandringer, når man ikke som førhen har passeret Herkules´Søjler, men bevæget sig ud over tippepunkterne. Det er nok til at gøre os desorienterede. Klimaskepticismen har rødder i en forbløffende omvending av selve retningen for fremskridtet, af definitionen af det, der er på vei, og af, hva det vil sige at tilhøre et territorium. I praksis er vi alle sammen kontrarevolutionære, der forsøker at minimere konsekvensene af en revolution, de har fundet sted uden os, imod os og samtidig gennom os.
Bruno Latour, s. 59
… I stedet for en principiel skelnen mellem kendsgerningernes verden og værdiernes verden – en skillelinje, man aldrig må overskride, hvis man vil forblive rationel – kan vi altså se, at vi snarere må vænne os til en kontinuerlig sammenkædning av handlinger, som begynder med fakta, der forlænges med alarmer og pæger i retning av beslutninger – og som går i begge retninger. Denne dobbelte sammenkædning kompromitteres av ideen om en aksiologisk neutralitet, der afbryder forbindelsen mellom det første led og de etterfølgende og netop forhindrer en forlængelse av kæden.
Brun Latour, s. 71-71
På s. 84-85 dukker Galielei opp med «Eppur si muove!» (Men den (jorden) beveger seg nå likevel). Selv om den ikke er sentrum av universet. Så beskriver Latour at vi får en dreining, til «Jorden bevæges nu alligevel.» Mennesket, Antropocen, setter sitt avtrykk på jorden.
Som følge af en slags antikopernikansk revolution er det i dag Det Nye Klimatiske Regime, der tvinger os til at vende blikket mod en Jord, der igen er blevet til en kloak i opløsningens, krigens, forureningens og nedbrydningens tegn.
Bruno Latour, s. 87
… De, der hævder, at Jorden ikke blot bevæger sig, men også har en adfærd, der får den til at reagere på det, vi gør ved den, er ikke udelukkende galninge, der har bildt sig in, at de kan besjæle noget, der ikke har en sjæl. De efter min mening mest interessante af dem, som f.eks. de forskere, der arbeider med Jordsystemet, nøjes ganske enkelt med ikke at fratage jordens den agens, den besidder. De siger ikke nødvendigvis, at den er «levende», men blot at den ikke er død, eller at den i hvert fald ikke er ubesjælet…
Bruno Latour, s 99
Hvor afskyelig historien end har været, vil geohistorien sandsynligvis blive værre, eftersom alt det, der indtil nu har holdt sig diskret i baggrunden – det landskab, der har tjent som ramme for alle menneskelige konflikter – netop har kastet sig ind i kampen. Hva der hittil har været en metafor – at selv stenene jamrer over de smerter, menneskene har tilføjet dem – skal nu forstås helt bogstaveligt.
Bruno Latour, s. 102
På s. 114 er det en kobling jeg ikke har vært klar over. Latour snakker mye om James Lovelock, og her kommer det frem at Lovelock var nabo med forfatteren William Golding (kjent for bl.a. Fluenes herre). Det var også han som ga Lovelock navnet «Gaia» som Lovelock er mest kjent for. Latour skriver: «Gaia, Ge, Jorden er nemlig ikke en gudinde i streng forstand, men en kraft der gik forud for Guderne … opstår sammen med Chaos og Eros av en malstrøm af blod, dampe og rædsel.»
På s. 128 dukker det også opp et navn som er nytt for meg. Det er Lovelocks samarbeidspartner: Lynn Margulis (1938-2011). Ser hun har skrevet mange bøker – dette må sjekkes ut! 🙂
På s. 146 er det et sitat som er velkjent, men som heller ikke her får noen avsender:
Someone once said that it is easier to imagine the end of the world than to imagine the end of capitalism. We can now revise that and witness the attempt to imagine captialism by way of imagining the end of the world.
Frederic Jameson 2003
I dag er det tilsyneladende svært at afgøre, om man opnår størst bevægelsesfrihed ved at bevæge sig i retning af naturen eller i retning af kulturen. Det står dog fast, at gletsjerne efter alt at dømme trækker sig tilbake hurtigere, at isen smelter hurtigere, og at arter forsvinder hurtigere end politikkens, samvittighedens og følsomhedens pompøse floskler.
Bruno Latour, s. 147
…. I kraft av energitilvæksten «kører» den menneskelige civilisation så at sige på sytten terawatt døgnet rundt, hvilket nogenlunde svarer til energimængden i et vulkanutbrud eller en tsunami – der naturligvis er voldsommere, men af kortere varighed.
Bruno Latour, s. 155
… Hvis Gaia kunne tale, ville den sige som Jesus: «Tro ikke, at jeg er kommet for å bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd» (Matt 10,34). Eller endnu mere voldsomt, som i det apokryfe Thomasevangelium: «Jeg har kastet ild over verden, og se, jeg vogter den, indtil den står i brand.»
Han har også et nytt bibelsitat på s. 276 som heller ikke er så lystig (Paulus førte brev til Korinterne 7, 29-31).
På s. 201 gjengir Latour en definisjon på religion som han har lånt av Michel Serres. Denne må jeg helt klart ta vare på:
De lærde mener, at ordet religion kan stamme fra to kilder. Ifølge den første afledning skulle oprindelsen være et latinsk verbum: religio, fastbinder, forbinder. Forbinder den os da indbyrdes, eller sikrer den forbindelsen mellom vor verden og en anden? Ifølge den anden afledning, som er mere sandsynlig, ikke helt sikker, men i øvrigt ikke meget forskellig fra den første, skulle kilden være relego, samler igjen, opsamler, fastholder, holder sammen på, gjennemgår, genlæser.
Michel Serres, (1993.83) – sitert av Latour på s. 201
Men de lærde undlader at sige, hvilket ord sproget sætter over for betegnelsen for de religiøse som dets negation: skødesløshed. Den som ingen religion har, bør ikke kalde sig ateist eller vantro, men skødesløs.
Begrepet skødesløshet giver en god forståelse af vor tid.
Jammen dukker ikke Günter Anders opp igjen også, og det er fortsatt endetiden det handler om. Å bli i endetiden er alfa og omega skriver Latour, og gir oss følgende sitat:
I det mindste får vi chancen for at optræde som en ny slags apokalyptikere, nemlig som profylaktiske apokalyptikere. Når vi adskiller os fra de klassiske jødisk-kristne apokalyptikere, er det ikke alene, fordi vi frygter enden (som de så frem til), men først og fremmest fordi vores apokalyptiske passion ikke har noget andet mål end at forhindre apokalypsen. Vi er udelukkende apokalyptikere for at tage fejl, for hver eneste dag at få en ny chance, for at stå tilbage som dem, der har blameret sig selv.
Günther Anders, (1972)
Så innfører Latour begrepene Menneskene (de som lever nå) og De Jordbundne (de som skjønner at vi er avhengig av alt liv rundt oss for å overleve). Han skriver:
… i den antopocæne epoke må Menneskene og De Jordbundne acceptere at gå i krig mod hinanden. For nu at sige tingene a la et geohistorisk narrativ: De Mennesker, der lever i Holocæn er kommet i konflikt med de Jordbundne i Antropocæn.
Bruno Latour, s. 320 og 323.
… Nu er det Menneskene, der defineres som dem, der erobrer Jorden, mens De Jordbundne, bliver dem, der erobres af den.
På s. 368 begynner han en sammenfatning av alt han har skrevet om Gaia. Jeg tar med noen linjer – det er både poetisk og mystisk på samme tid:
Hun (Gaia) kan favne nuet, men er mistroisk over for Apokalypsen og alt, hvad der påstår at springe frem til tidens ende. Hun lægger en dæmper på såvel relgionenes som videnskabernes og politikkens overdrivelser. Hun vil, at nuet først og fremmest skal fejres som det, det er: Et tispunkt, der får ting til at vare ved i kraft af sin forsvinden.
Bruno Latour, s. 369
… Vi er ikke de forbløffede vidner til opdagelsen af En Ny Verden, der står til vores disposition, men står over for forpligtelsen til at genlæse helt fra grunden, hvordan vi skal leve i Den Gamle.
Bruno Latour, s. 371
… Religionens transcendens gemmer sig i dybet af den menneskelige sjæl. Videnskaberne og teknologien har hjemme i de inderste afkroge af de utallige sammenfiltrede beretninger om atl det, alle aktører har udvirket på et hvilket som helst tidspunkt i historien. De politiske ressourcer befinder sig i kjerne af indignationen og oprørstrangen hos dem, der skriger, mens jorden forsvinder under fødderne på dem. Valgsproget plus intra peger på sin vis også på en vej for fremskridtet og opfindsomheden, en vej, der forbinder planetens naturhistorie med historien om den hellige inkarnbation og med de oprørere, der vil lære aldrig at acceptere buddet om at underkaste sig naturens love.
Bruno Latour, s. 372
Dette var noen smakebiter. Jeg synes dette var veldig spennende lesning, og det er mitt andre møte med Latour. Det blir nok flere!
