Dette var tittelen Carsten Jensen (forfatter fra Dk) hadde på et innlegg 17.11.24, da han var på besøk i Trondheim. Jeg deler det her også, så er det letter tilgjengelig. Det er vel verdt en les.
VI MÅ IKKE GIVE OP
Jeg er i Trondheim i Norge og skal tale til en flok unge om klimakrisen. Du må ikke nævne de såkaldte tipping points, siger en venlig person til mig. “Så bliver de traumatiserede.”
Tipping points hedder på norsk “vendepunkter” og betegner de uoprettelige forandringer i klimaet, hvor alt bliver for sent. Det kan være den totale nedsmeltning af den grønlandske indlandsis eller det vestlige Antarktis, der vil medføre kolossale havstigninger. Det kan være de atlantiske havstrømme, der vender, og som vil medføre, at Nordeuropa bliver nedsænket i en utålelig kulde, mens troperne overophedes. Det kan være permafrosten, der smelter og udløser enorme mængder af metangas med helt uoverskuelige konsekvenser for atmosfærens indhold af CO2.
Det kan være koralrevenes massedød eller Amazon Junglens sammenbrud som følge af tørke og ildpåsættelse.
Ingen ved, hvornår alt dette kan ske. Det kan ske i morgen eller om 50 år. Men hvis vi ikke handler, så sker det med stor bestemthed. Men det kan de norske unge ikke tåle at høre om, for så bliver de kede af det.
Må jeg fortælle dem, at 2023 blev det varmeste år nogen sinde registreret, og at 2024 ser ud til at blive endnu varmere? Må jeg tale om, at netop på denne dag, fredag den 15. november, ligger temperaturen i Trondheim ni grader over normalen?
Norge har en såkaldt pensionsfond på 18 billioner kroner, 18.000 milliarder. Den er baseret på olieindtægterne fra Nordsøen. Og ligesom norske unge bliver traumatiserede, hvis du nævner “vendepunkterne”, så bliver norske politikere traumatiserede, hvis du nævner, at Norge har fremtidssikret sig ved at forvandle Jordens atmosfære til en losseplads for CO2.
Norsk olie er i politikernes øjne klimavenlig og ren, siger Anne Karin Sæther fra Klimastyrelsen ironisk til mig. I en boghandel finder jeg en bog med titlen “Oliebogen. Sådan gør norsk olie og gas verden til bedre sted”. Norge er en nation fanget i et selvbedøvende selvbedrag. Autokraten Ilham Aliyev, værten for COP29 i Aserbadjan, kalder olie for “Guds gave”. Han er en åndsfælle til Norge.
Hvis det skal give mening at tale om klima, er det nødvendigt at advare, og hvordan advarer man, hvis man ikke må fortælle om de katastrofale konsekvenser?
Med valget af Donald Trump til præsident i USA, har landet, der sammen med Kina er verdens største bidragyder til klimakrisen, meldt sig ud af forsøget på at stoppe katastrofen. Derfor er der et vigtigt spørgsmål, som ikke kun angår unge nordmænds forståelige angst: Hvordan undgår vi med et advarende sortmaleri at fratage alle modet, så vi i selvopgivelse kun har øje for vores egen lille, kortvarigt trygge verden?
Håb er et ofte misbrugt trøsteord, der alt for nemt kommer til at dække over en passiv optimisme. Tænk i stedet på håb som en opfordring til handling. Tænk på alt, hvad der er dig allerkærest. Tænk på, hvad du gerne vil skabe, og brug det som byggesten til en ny fremtid. Vær ikke bange for vrede, sorg eller angst, for det er alle følelser, der har rødder i din kærlighed til verden.
Der venter et nyt liv på dig, hvis du selv vil kæmpe for det. Du vil finde et tættere fællesskab, end du nogen sinde har oplevet i præstationssamfundets ensomhed, og en større frihed, end du nogen sinde har haft i forbrugersamfundets tomme valg mellem ensartede produkter.
Du vil få et rigere liv, blot du ophører med at måle rigdom i aktiekurser, formuer og indtægter, men i stedet finder rigdommen i opblomstringen af dine menneskelige relationer og naturen omkring dig. Du behøver ikke altid at være et offer. Du er ikke skabt til at være værgeløs, men til at gøre modstand, når du selv og dine børns fremtid bliver truet.
Vi er oppe imod de stærkeste kræfter, skruppelløse oligarker, magtsyge autokrater, en fossil brændstofindustri, for hvem løgnen er så naturlig som at lade vandet, og en anti-klima-højrefløj, der har stukket øjnene ud på sig selv, når det kommer til vores fælles fremtid.
Enhver sandsynlighedsberegning fortæller, at Goliath vinder. Men David slyngede sin sten og vandt over sandsynligheden.
Det er Davids dyrebare slynge, vi må have i hånden.
Vi har kærligheden til livet på vores side. Derfor vil vi vinde.
Carsten Jensen
