Dette er tittelen Jes Bertelsens essay om global verdensanskuelse som kom ut på Rosinante i Danmark 2017. Her var det flere ting som berørte, men en ting spesielt sterkt: «Der Weltenklang» (verdensklangen)
Jeg mener å huske at det er fra Jon-Roar Bjørkvold sin bok «Det musiske mennesket» at jeg husker at det russiske begrepet for rett rygg også kan bety stemmegaffel. I alle fall plukket jeg dette opp under studiet «Livsstyrketrening» i 2015-16. På s. 51 i Bertelsens bok står det:
Mozart giver os et andet interessant musikalsk billede. Han er åpenbart blevet spurgt: Hvad er det, der ligger bag din musik?
Så i et af sine breve har han svaret, at han forstiller sig, at man løfter sig op over jorden, så man kan høre alle lydene, altså naturen, havet, vinden, vulkaner. Og man kan høre alle dyrs nænsomme lyde, og brøl, og dødsskrig, når de bliver fanget. Og man kan høre alle menneskers lyde, kvinders lyde, nmår de føder, menneskers lyde, når de dør i krig, elskovstale, hvisken, kunst og musik. Alle de lyde kan man høre, hvis man har ører til det – det er Mozarts auditive vision – når man kommer højere op over jorden. Mozart kalder det Der Weltenklang. Verdensklangen. Klangen af hele klodens lydbilleder, fra ntauren, fra dyrene og fra menneskene – på godt og ondt. Det er det, jeg vil udtrykke i min musik, siger Mozart.
I mindfulness er det et poeng å ha ryggen rette, som en forbindelseslinje mellom himmel og jord. Kanskje kunne en også tenkt seg at mennesket vibrerer i takt med alt annet også i denne posisjonen, og at vi dermed har en økt mulighet til å koble oss på verdensklangen? Jeg har alltid synes at dette med energier og viberasjoner har vært litt new age, men gjennom erfaring ser jeg at energi virkelig er tilstede. Både i oss, mellom oss mennesker (og dyr) og selvsagt naturen. I et slikt perspektiv gir dette mening. I alle fall for meg.
Tilbaketråkk: Chasing Francis | homo ludens