I Hellas har jeg lest «På stedet løp» (Hessen/Hylland Eriksen 2012). Her er det et utdrag fra Nansens dagbok fra 1908. De skriver at han vaklet mellom darwinistisk overbevisning (mistenkelig likt sosialdarwinisme) og sitt humnistiske syn:
Hele socialismen i sin nuværende skikkelse synes nærmest en «feminin» bevægelse, som allerede har overlevet sig selv. I virkeligheten er den jo ytterst reaktionær, det er den karikaturmæssige overdrivelse af at ville beskytte den svage mot den sterkestes bekostning … det egetnlig reatkionære i socialismen, som er mindst mulig i pagt med al fremtid, er dens villen (til at) beskytte de svage. Det er et umulig brud mot den organiske verdens grundlov. Den er al udugeligheds religion. Naturen vil det, og samfundets sundhed krever det, at udueligheden skal synke tilbunds … sagen er at naturen aldeles ikke har git ethvert individ ret til at leve og aller minst til at leve godt. Naturen har alene git den sterkeste ret til at leve.
