Dag og Tid har startet en spalte der de stiller store spørsmål om de største. 16. mars skriver Harald Dag Jølle om hva Fridtjof Nansen ville med livet.
Her er det en del sitater som jeg gjerne vil ta vare på. Blant annet svaret på spm: “Kva meinte han om samtida?”
Den unge Nansen var kritisk til korleis imperialismen øydela såkalla primitive kulturar. Den eldre Nansen blei meir og meir oppgitt over at folk mangla visjonar og tæl: “Jeg kan ikke hjelpe det”, skreiv han til Chr Michelsen i 1921, “men jeg synes Europa for tiden er en merkelig forsamling av halte og blinne og nærsynte og åndssvake”.
Montro hva Nansen ville sagt i dag – eller kanskje han ville opprettholdt analysen? Spørsmålet “Var han lukkelig?” vil jeg også ta vare på:
Nansen blei aldri den same etter den dramatiske vinteren på Frans Josef Land. Humøret svinga, og han fekk stadig besøk av “denne mørke gjest”. Det plaga han også at han aldri fekke samle seg om den store oppgåva. Samstundes var han frustrert fordi han aldri fekk nok tid til å søkje ut i naturen, liggje på ryggen og høyre skogsuset.
Akkurat det siste der er han ikke alene om. Også svaret på spørsmålet om han trodde på Gud er interessant:
Nei. Nansen melde seg tidleg ut av statskyrkja og hadde store kvalar med å gifte seg kyrkjeleg. Etter kvart kritiserte han også den rådande utviklingstanken som plasserte mennesket på toppen av ein målretta evolusjon: ein tankegang som ofte hadde plass til ein Gud “med hvidt skjæg og kloge øine som sidder deroppe og greier de hele”. For Nansen var universet ei evig veksling: “Alt overgangsformer uden blivende verd.”
Til slutt et typisk sitat:
“… så længe menneskeøre hører bårebrytningen over dype have, så længe menneskeøie følger nordlysjaget over tause sneland, så længe mennesketanke søker fjerne kloder i det endeløse rum, så længe vil det ukjendtes eventyr føre menneskeånden fremad og opad.”
