I Oslo kom jeg over en dansk bok med tittelen: “På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn“. Boken er skrevet av Ole Jensen (f. 1937). Han har blant annet vært prest. I innledningen skriver han om veksten som i dag skjer på klodens bekostning. Han fortsetter:
… det er ikke klogt, mildt sagt. Men det er også sørgeligt. Det er en skap. Ja, det er skammeligt. Med hvilken ret indskrænker vi, nogle få pubertetsovermodige generationer, denne fuldkommen mirakuløse livsvrimmel, som vor fuldkommen mirakuløse atmosfære hjar ladet fremgå over millioner og atter millioner af år – fattiggør den på et blitzkort klodehistorisk miniminisekund? Hvor kan vi te os så skammeligt?
Det blir kanskje feil å skrive at jeg gleder meg til fortsettelsen, men jeg har vært veldig opptatt av natursyn de siste 10 årene…
