Jeg fortsetter min utforskning av “å gå”. I natt leste jeg ferdig boka “gå! – En filosofisk fodrejse” av Frédéric Gros (Kristeligt Dagblads Forlag 2015). Her var det mye fint, og i denne oppføringen finner du noen smakebiter!
… at vandre bliver man imprægneret af. Når man vandrer i det uendelige, lader bjergenes højde trænge gennom sin hud, når man konfronteres med dem i meget lang tid, indånder man højdedragenes form i timevis, mens man længe vandrer ned ad dem. Kroppen bliver æltet af den jord, den tramper på. Og således er man lidt efter lidt ikke i landskabet: Man er landskabet. Der er ikke nødvendigvis tale om en opløsning, som om den vandrende forsvandt og blev en simpel krumning, en supplerende linje. For plutselig tændes denne forbindelse i ham. Det er som et øjeblik, der eksploderer. En pludselig ild: Tiden antændes. Dér har vi følelsen av evighed, pludselig er der denne vibration av nærvær. Evigheden, her, som gnist. (s. 78ff)
Dette sitatet sammenfatter godt det jeg har begynt å pirke i: Det økologiske selvet.
Det fleste har hørt sitatet om at det gjelder å gjøre sine gleder enkle. På s. 168 er det annerledes ut utvidende beskrivelse av dette:
Det elementære åpenbarer sig som nærværets fylde.
Denne boka er litt varierende, men det handler kanskje også om at jeg har et spesielt forhold til noen av de personene som blir omtalt. Det er kanskje ikke overraskende at jeg likte kapitlene om Thoreau og Gandhi best. Men, her er det mye godsaker for den som er opptatt av filosofi og vandring.
Jeg avslutter med et sitat av Thoreau som jeg fant i boka:
Man kan ikke slå tiden ihjel uten samtidig å såre evigheten.
