Øen av Vilhelm Krag

De som følger med litt her vet jo at jeg har stor sans for Gabriel Scott. Vilhelm Krag (1871-1933) er en annen sørlandsdikter som jeg dessverre ikke er blitt mye kjent med, men på tirsdag fikk jeg opplest diktet «Øen» av en god venn, og dermed er interessen vekket. Legger ut diktet her.

ØEN.

Fattig fant var jeg.
Omvankende paa jorden.
Ikke en sten eied jeg,
hvortil jeg kunde helde mit hoved
naar jeg blev træt af at vandre.

Men der var et sted paa jorden
som mit hjerte elskede.
Did sneg jeg mig hen,
naar jeg var meget mødig.

Folk spottede og fandt det ringe
det, jeg elskede.
Meningsløs var min kjærlighed
som kjærlighed er.

Høinæset var jeg
som fant er.
Rør ikke min jord, sa jeg.
Prøv!

Da haanlo de rundt i landet
odelsmændene.
Din jord? sa de.
Fant!

Hvor blev livet af?
Jeg husker det ikke mere.
Aar gik forbi
lig hæslige marer.
Jeg vil ikke mindes dem.

En dag vaagned jeg af maren.

Jeg var ikke ung mer,
og ikke glad mer.
Det tyktes mig
som jeg altid tabte kampen
og altid blev staaende ene,
hver gang jeg tabte.

Men jo ensommere jeg blev,
desto mer elsked jeg,
og hvergang jeg tabte
blev min kjærlighed større
og end mere meningsløs.

Thi slig er kjærlighed.

Den dag var det
I kom med Eders gave.
Jeg takker for, at den ikke kom før.
Jeg takker for, at jeg fik gaa min ungdom
alene og i nederlag,
saa min kjærlighed fik blomstre
i sin meningsløse skjønhed.

Den dag var det
I kom med Eders gave.
I kaldte det en fattigmandsplads
paa en graastein i sjøen.
Kjære venner, I tog feil!
I tog vidunderlig feil!
Mange dager og nætter
kunde jeg sidde og fortælle
hvor vidunderlig I tog feil.

Thi jeg er hersker i et stort rige,
og jeg har millioner af undersaatter,
utallige livs lykke ligger i min haand.

Jeg eier udstrakte vidder,
hvor lyngen staar og ringler
med violette klokkespil
i blanke augustdage.

Jeg vet intet syn saa skjønt.

Jeg eier skoge af pors
der dufter mod himlen
hedere end ambra,
sødere end honning.
I blanke augustdage
driver duften tilhavs.
—Ingen derude aner,
hvor den salige rus kommer fra.

Jeg eier arkader af marehalm,
som staar strunkne mellom rullesten
lig sprinkle søiler
med fine kapitæler
af usigelig graagrønt marmor.
—Ingen ved, hvem færdes mellom arkaderne
naar stillheden synker
i sommernatten.

Jeg eier sletter som Pampas,
hvor vilddyr færdes
i urtidsmørke.
Der traver gyldne biller
over gyngende lianer,
der tramper tunge torbister,
saa det knaser under kloverne.
Der klatrer den giftige maur
paa rov gjennom jungelen,
og smaragdgrønne scarabæer
folder vinderne ud
som flyvende smykker.

Men henover Pampas
er det som blomster
begynder at flaggre
over gyldne græsgange:
Se, sommerfuglene!
Se, hvor de sværmer
mætte af lykke
honningsdøsige
om mellom skamløse
vidtaapne blomster.
Men tværsigjennom sværmen
skjærer det skinnende
kolibrilyn.

Somme er store;
tungt ror de som fugle.
Paa deres vinger staar sælsomme tegn
skrevne af Guds haand.
og i hvert hjørne griner
et dødningehoved mig imøde.

Ellers skal jeg fortælle
om de latterligste af dem alle,
som findes paa mine marker ?
Det er de foretagsomme jordlopper.
De er tallrige som mennesker
og skadelige som de.

Ti tusen gange
sin høide kan de hoppe.
Det kan ingen anden
af alle mine undersaatter.
Hovmodig er jordloppen
som var den et menneske.
Den vil herske paa mine marker
og byde i min kjøkkenhave.
—Ifjor fik jeg høre
den benægted min tilværelse,

men saared det mitt hjerte ?

I mit rige skal alt levende
fryde sig og trives.
Velkommen til mit bord,
sagde jeg til jordloppen.
Her skal I alle fraadse
i timian og pastinak.

I aar raser krigen
blandt jordloppenes skarer.
De hopper om hinanden
som rasende støvfnugg,
de myrder som forrykte.
Det ser ud som skrivesand
er strøet paa salaten
naar jeg henter den til frokost.

Nu kommer de, anraabende,
og kalder mig almæktig
og beder mig om bistand
i sin hellige kamp.

Men rører det mit hjerte ?

Jeg ser paa dem smilende
med morgenpiben nytændt,
mens linerlen gaar henrykt
og gasser sig med ligene.

Jeg glæder mig særdeles
over jordloppens udryddelse.
De var talrige som mennesker
og skadelige for min have,
for min timian og pastinak.
Thi her, hvor jeg hersker,
skal ingen forulempes.
Alt levende skal trives
og fryde sig i solen.
Tidselen skal blusse
blandt den borgerlige kløver
og prange med sin krone,
der er skjønnere end rosens.
Vange af valmuer
skal juble mellom graasteinen,
nytteløst som kunsten,
ørkesløst som livet.
Hele landet skal forfærdes
over mit sælsomme jordbrug.

Sommeren kommer nynnende
med sølvslør svøbt om lenderne
en ung letsindig morgen
i juni! i Juni!
Ser min ø og stanser,
forvirret af forelskelse,
saa vilde blomster drysser
ud af de spæde hænder,
og dagene blir staaende
som skinnende søiler
af sitrende sol
og dirre over øen.

Men afterne synker
i et dyb af eftertanke.
Sundet gjenspeiler
hele landskabet derover.
Sindet gjenspeiler
hele livet, som gik.

Og natten kommer til mig
uden stjerner, uden drøm,
intet navn, som minder mygt mer,
intet sted at stunde hen mer.
Alt som var, stanser her.

Og urokkelig som skjebnen
ruver holmevæggens skygge.
Sundet skynder sig forbi mig,
det er vaagent hele natten;
men det tier ganske stille,
mumler ikke, sukker ikke,
kjender alt, men røber intet.
Strømmer lydløst hele tiden,
dunkelblankt som mørk emalje.
Men det hænder at der dukker
noget ukjendt opp fra dybet.
Se, da brister den, emaljen,
i en sølvstjerne udover—

Og saa sker det store under:
Mulmet svinder bort i rummet,
himlens dybe hvælving blaaner,
og paa vardetoppen tændes
rosers rødme.

Guldmorgener!

Naar sol netop rinder
og underet sker:
Solboblen løftes
af ukjændte hænder
langsomt fra kimingen,
slipper og svæver
mod evigheden.

Da tier alt som lever
i hellig forventning,
da svimler alnaturen
paa Forklarelsens Bjærg.

Da føler min sjæl:
Da er Gud nær ved.

Han steg herned med solen,
han sidder bakom odden.
Hans kappeflig funkler
som ulmende guldmor
i marehalmen her.

Aa venner, om I vidste
hva mit øie har skuet
i disse guldmorgener,

og hvad min sjæl begynder at ane.

Siste delen av diktet er spesielt sterk synes jeg. Jeg har hentet diktet fra «Dagens dikt«.

Om Lars

Jeg bor i Kristiansand, og lever av havpadling. Mer info om meg og firmaet på www.digital-info.no
Dette innlegget ble publisert i Bøker, Religion. Bokmerk permalenken.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *